Det gik lørdag eftermiddag galt, da en tysk familie skulle flytte bil og campingvogn fra tidevandet ved Lakolk Strand på Rømø.

Mens manden pakkede strandsagerne, skyndte kvinden sig at sætte sig ind i bilen og køre den længere væk fra vandet. I virakken havde forældrene desværre ikke styr på, hvor deres treårige datter var. Hun befandt sig formodentligt mellem bilen og campingvognen - og hun blev først ramt af campingvognen for derefter at blive kørt over.

»Vi oplever tit, at dem, der ikke kender forholdene, parkerer for tæt på vandet, og de får så nogle gange travlt, når tidevandet kommer. Vi har også oplevet, at biler er blevet taget af bølgerne,« siger vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Jan Stokholm, til bt.dk.

Den treårige pige blev hastet til Odense Universitetshospital med helikopter, og det ser ifølge politiet ud til, at hun slap fra den uhyggelige oplevelse uden alvorlige skader.

BNB