En heftig trafik via mobiltelefoner i døgnet op til det tredobbelte drab på tre unge mænd på Frederiksberg i november 2015 er ifølge anklagemyndigheden særdeles belastende for de tre tiltalte, der netop nu sidder på anklagebænken for tripeldrabet.

Foran et nævningeting ved Retten på Frederiksberg har anklageren blandt andet fremlagt en meget udførlig sms-korrespondance, hvor en af de tiltalte - 27-årige JØ - dagen før drabet forsøger at få en bekendt til at skaffe en "film" med bønner til. Det var ifølge anklageren kodeord for den revolver med patroner, der samme nat blev brugt til at likvidere de tre drabsofre, mens de sov i en lille et-værelses lejlighed på Christian Paulsens Vej 26 på Frederiksberg.

Det er politiets teori, at JØ var sendt i byen af en af de andre tiltalte - en svoger, der er såkaldt krigsminister i en af rockerklubben Bandidos' afdelinger - for at skaffe et skydevåben i en fart forud for det tredobbelte likvidering.

JØ har erkendt, at han spurgte sin kontakt, om han kunne skaffe et skydevåben, men han benægter, at der skulle være tale om lige netop den revolver, som endte med at blive et af de to gerningsvåben, der blev brugt ved tripeldrabet. Han har ikke lyst til at forklare sig nærmere om sin interesse for skydevåbnet, så anklageren har i stedet fremlagt blandt andet talrige sms-beskeder, der er sendt mellem JØ og hans våbenkontakt.

»Jeg vil gerne låne den der film i dag, hvis det er muligt,« skriver JØ blandt andet.

Våbenkontakten lover at mødes med en mand ved middagstid, men JØ beroliger ham med, at han godt kan besøge en anden fyr først:

»Skal alligevel først bruge den i aften,« skriver han ved 11-tiden før det tredobbelte drab samme nat.

Kl. 15.56 skriver kontaktmanden tilbage til JØ:

»Kan slet ikke få fat i en pt - det er ligemeget hvem vi snakker med lige nu. Kan evt køre hjem til nogle på Amager.«

Halvanden time senere er det tilsyneladende lykkes, at skaffe en "film":

»Er den rigtig fed?,« spørger JØ kl. 16.32.

»Har ikke set filmen, men tror det,« svarer kontaktmanden. Prisen bliver i første omgang omtalt som "10", men kl. 16.46 ser det ud til, at prisen bliver lidt højere:

»Kan måske være den måske ender på 11-12, men med gode bønner til. Giv en melding, bro,« skriver våbenformidleren.

Kl. 17.00 spørger JØ: »Kan du ikke finde ud af, hvad det er for en.«

Otte minutter svarer våbenkontakten:

»En nier, 38 tromle, brormand med hele lortet til.«

Det får tilsynelandende JØ til at slå til. Kl. 17.22 skriver han til våbenkontakten:

»Vi tager den. Skriver når vi er klar.«

Gerningsvåbnene fra den tredobbelte likvidering er aldrig fundet. Det drejede sig ifølge politiet om en Smith & Wesson-revolver og et haglgevær. Fire mænd er forud for selve nævningesagen om tripeldrabet dømt for at have leveret og solgt revolveren til drabsmændene, der natten til 11. november 2015 kostede de tre venner Philip Rasmussen, 19, Mike Vinther, 24 og Suhaib Jaffar, 23, livet.

Motivet til tripeldrabet er ikke kendt med sikkerhed, men menes at kunne bunde i alvorlige uoverensstemmelser i det kriminelle miljø, som også de tre dræbte var en del af. De var med i en Vanløse-gruppering, der nogle uger inden det tredobbelte drab var kommet i konflikt med flere personer med tilknytning til rockergruppen Bandidos.