Efter et biluheld flygtede tre unge mennesker fra uheldsstedet. De var alle påvirkede af alkohol.

Tre unge mennesker flygtede fra ulykkesstedet, da de lørdag morgen kørte galt efter en våd bytur, skriver bt.dk.

En bytur endte dramatisk, da en kvindelig fører af bilen mistede herredømmet over bilen på Højstens Boulevard i Brøndby. Bilen rullede rundt og landede til sidst på taget oveni en hæk.

Efterfølgende lykkedes det den 22-årige kvinde bag rattet og hendes to medpassagerer på henholdsvis 20 og 21 år at kravle ud af bilen og stikke af fra gerningsstedet, men allerede 18 minutter senere indhentede politibetjente dem.

»De har formentlig været til en fest forinden. Under kørslen mister kvinden sandsynligvis herredømmet over bilen, fordi hun er påvirket af spiritus. Udåndingsprøven viser i hvert fald, at hun har kørt påvirket, men den nøjagtige promille kan jeg ikke oplyse,« siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Brian Holm, til BT.

De to medpassagerer på 20 og 21 år blev også testet positive for alkohol ved udåndingsprøver, og alle tre kan nu se frem til at blive sigtet for spirituskørsel.

På mirakuløs vis kom ingen af de tre unge mennesker til skade.

»Man kan godt sige, at de er sluppet billigt. Det kunne være gået meget værre,« siger vagtchefen.

Det var en forbipasserende, som så bilen kørte galt og rulle rundt, og som efterfølgende slog alarm hos politiet. Og takket værre gode oplysninger fra vedkommende lykkedes det politiet hurtigt at løbe de tre sigtede op.