Fire unge mænd blev mandag aften anholdt i forbindelse med et gaderøveri på Hindehøjen tæt ved Odense-bydelen Vollsmose ved 18.40-tiden. Det oplyser Fyns Politi.

»Fire gerningsmænd passer en 57-årig mand op og truer ham med en kniv. De får ganske få kroner i udbytte,« siger vagtchef Lars Fredensborg fra Fyns Politi.

Politiet ankom kort efter til stedet, hvor de anholdt fire unge mænd, der er mistænkt i sagen.

»Den ene, en 14-årig dreng, er løsladt igen,« siger vagtchefen.

Det var tidligt tirsdag morgen endnu ikke blevet besluttet, om de øvrige tre skulle fremstilles i grundlovsforhør.

De tre anholdte er to 15-årige og en 16-årig, og de er alle tre sigtet for røveri.

BNB