Tre efterlyste personer er sigtet for drabet på Jydeholmen i Vanløse, efter de klokken 00:34 natten til torsdag meldte sig selv til Københavns Politi.

- Vi er glade for, at de tre er kommet til fornuft og har meldt sig til Københavns Politi. Vi har arbejdet med dem hele natten, og de vil blive sigtet for drab i forening, udtaler politikommissær Hans Erik Raben, Afdelingen for personfarlig kriminalitet, Københavns Politi, i en pressemeddelelse.

De tre er nu anholdt og sigtet for at have stukket en 21-årig mand ihjel tirsdag eftermiddag på Jydeholmen. Han deltog i en større slåskamp mellem i alt fem personer, hvor to forurettede blev stukket med en kniv.

Københavns Politi havde onsdag givet de tre drabsmistænkte en deadline til klokken 15.00 til at melde sig selv til politiet. Da det ikke skete, offentliggjorde politiet navne og billeder på de tre.

De tre anholdte er henholdsvis 15, 16 og 18 år og vil senere torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør.

På nuværende tidspunkt har Københavns Politi ikke yderligere oplysninger.