Politiet har tirsdag anholdt tre personer for moms- og skattesvindel, der angiveligt har stået på siden 2012.

Albertslund: Tre personer er tirsdag blevet anholdt og sigtet for grov moms- og skattesvig for knap 24 millioner kroner.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet oplyser, at der i forbindelse med aktionen er blevet foretaget ransagninger i Sverige samt på adresser på Københavns Vestegn. Svindlen har angiveligt stået på siden 2012.

Ifølge politiet er svindlen sket igennem flere virksomheder også kaldet "skraldespandsvirksomheder".

- Skraldespandsvirksomhederne har udskrevet fakturaer og modtaget betaling for forskelligt arbejde - typisk chaufførarbejde fra andre firmaer, skriver politiet.

- Indbetalingerne til skraldespandsvirksomhederne er efterfølgende blevet hævet kontant, uden der er sket afregning af moms og skat. I skraldespandsvirksomhederne er der anvendt udenlandske stråmænd sandsynligvis for at sløre de reelle personer bag.

De tre personer ventes at blive fremstillet i grundlovsforhør onsdag.

/ritzau/