Politiet har nu identificeret de tre mænd, der menes at stå bag et særdeles groft overfald lørdag morgen i Odense. De har endnu ikke pågrebet mændene.

Politiet har identificeret alle de tre mænd, der lørdag morgen gennembankede en 23-årig mand i Odense, oplyser sn.dk.

De tre mænd menes at være fra Slagelse-området, og lokalpolitiet har ifølge sn.dk været på de tre efterlystes adresser i Slagelse. Det har dog endnu ikke været muligt at pågribe dem, lyder det.

»Men de ved nok godt, at de er efterlyst, og det er et spørgsmål om tid, før vi får fat i dem,« siger politikommissær Hugo Larsen fra lokalpolitiet i Slagelse til sn.dk.

Overfaldet fandt sted i Odense kort efter klokken 7 lørdag morgen og karakteriseres af Politikommissær fra Fyns Politi Jack Liedecke som et groft overfald.

»Med det jeg har set på videooptagelserne, så er der tale om et groft overfald, fordi han bliver udsat fra slag fra flere personer og sparket i hovedet,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Overfaldet skete efter, at både offer og gerningsmænd tilsyneladende havde været på værtshuset Rådhuskælderen. Uden for beværtningen blev den 23-årige så angrebet af de tre mænd med spark og slag. Han blev derudover trampet på af overfaldsmændene.

Angrebet var så voldsomt, at den 23-årige måtte lægges i respirator på Odense Universitetshospital. Den 23-årige kom ud af respiratoren søndag og er i bedring, oplyser Fyns Politi, der flere gange har forsøgt at afhøre ham. Han har dog indtil videre været for sløv til at kunne bidrage til efterforskningen.

Politiet vil prøve at afhøre den 23-årige igen de kommende dage.

Ofret og gerningsmændene har ifølge politiets teori ingen relation til hinanden.