KØB PLUS!

Tre mand røver supermarked i Tingbjerg

Maskerede mænd låste personalet inde i kælderen og løb med dagens omsætning i SuperBest på Ruten i Tingbjerg.

Tre unge maskerede mænd overmandede tirsdag aften personalet i SuperBest på Ruten i Tingbjerg og tvang førstemanden til at udlevere dagens omsætning og byttepenge.

Det lykkedes røverne at slippe af sted med et ret stort beløb i kontanter.

- Beløbet er ikke endeligt opgjort, men det er relativt stort, siger den centrale vagtleder Claus Vinther hos Københavns Politi.

Lige da supermarkedets førstemand og to yngre kvindelige ansatte var ved at lukke ved 19.30-tiden, indfandt tre unge sig ved bagdøren og truede sig med en kniv adgang til butikken.

De tvang personalet ned på gulvet i et baglokale og truede førstemanden til at åbne pengeskabene og udlevere dagens omsætning og byttepengene fra kassen.

Inden røverne stak af til fods, låste de personalet inde i et lagerlokale i kælderen efter først at have taget deres mobiltelefoner og ødelagt dem.

Døren var imidlertid ikke særlig godt låst, for det lykkedes de ansatte at komme ud og få slået alarm.

På grund af tidspunktet var der ingen kunder i supermarkedet, og det er derfor sparsomt med vidner til røveriet.

- Vi har sikret os spor, men lige nu har vi ikke mistænkte eller anholdte, siger Claus Vinther.

De tre unge havde under røveriet mørkt tøj på, og de havde tørklæder eller hætter for ansigtet. Ifølge politiet er der tale om tre unge af anden etnisk herkomst end dansk. De er i alderen 18-20 år.

Førstemanden og de to kvindelige ansatte fra SuperBest var temmelig chokerede og har fået samtaler med en krisepsykolog efter røveriet.

/ritzau/