Anholdelsen af én af de sigtede er opretholdt i tre gange 24 timer, mens politiet arbejder på at fremskaffe nye beviser.

Københavns Politi har nu tre døgn til at finde nye beviser mod én af de sigtede i sagen om knivdrabet på 21-årige Jonas Thomsen Sekyere. Det skriver bt.dk.

Lørdag eftermiddag valgte dommeren at opretholde anholdelsen af en 20-årig mand. Det betyder, at politiet nu har tre gange 24 timer til at finde nye beviser i sagen.

Fredag og lørdag anholdt og sigtede politiet tre unge mænd for drabet på Jonas Thomsen Sekyere. De bliver fremstillet i grundlovsforhør lørdag eftermiddag. Derudover jagter politiet en fjerde mand, som stadig er på fri fod.

Klokken 14.15 lørdag eftermiddag faldt kendelsen omkring den første af de tre, en 20-årig ung mand.

Dommeren valgte ikke at varetægtsfængsle ham, men forlængede anholdelsen i tre gange 24 timer.

- Vi er opmærksomme på nogle efterforskningsmæssige skridt, som vi nu skal se nærmere på, sagde anklager Søren Harbo umiddelbart efter kendelsen til TV2 News.

Her slog han også fast, at det langt fra er alle detaljer i sagen, som kommer frem til offentligheden.

- Vi ved betydeligt mere, end der bliver oplyst i pressen, siger Søren Harbo.

Sigtelsen mod de tre går på medvirken til drab. Anklageren ønsker ikke at kommentere, om det svækker sagen, at der tilsyneladende ikke er placeret et entydigt ansvar for drabet.

Grundlovsforhørene af de to øvrige mænd, en 20-årig og en 22-årig mand, fortsætter lørdag eftermiddag.