De anholdte har op mod 30 gange tappet olie fra Forsvarets rørledning i Jylland.

Ved en politiaktion sent fredag har Syd- og Sønderjyllands Politi i samarbejde med Midt- og Vestjyllands Politi anholdt tre lettiske mænd, som nu bliver sigtet for omfattende olietyveri fra Forsvaret.

De tre mænd, som er i alderen 31 til 40 år, bliver sigtet for »minimum 27 indbrud i og aftapninger fra Forsvarets olierørledning i Jylland,« oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse lørdag.

Anholdelsen kommer, efter at Forsvaret over en årrække har oplevet, hvordan trykket flere gange er faldet kortvarigt i rørledningen. Gennem perioden har man derfor været i kontakt med politiet, som fredag kunne anholde de tre formodede gerningsmænd.

To af de anholdte bor til dagligt i Letland, mens den tredje er fra Letland men bosat i Ringkøbing-Skjern kommune.

De tre mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør lørdag i Retten i Esbjerg bag lukkede døre. Politiet forventer, at grundlovsforhøret vil strække sig over flere timer, da det foregår via tolk, og der er tale om et stort antal sigtelser.