En mand er død, efter at han på åben gade i Kolding blev stukket ned af en anden mand ved midnatstid.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi kort før klokken 04 natten til mandag. Den formodede gerningsmand er anholdt.

Offeret, en 23-årig mand, blev hårdt såret bragt til behandling på sygehuset i Kolding. Her lykkedes det i første omgang lægerne at genoplive manden.

»Men det holdt ikke. Vi har fået at vide fra hospitalet, at han er død først på natten,« siger Frede Nissen, vicepolitiinspektør og leder af efterforskningen, til Ritzau.

Offeret døde af stiksår. I første omgang oplyste politiet til Ritzau, at gerningsvåbnet var en kniv, men det kan Frede Nissen ikke bekræfte.

»Han er blevet stukket med en genstand,« lyder det fra efterforskningslederen.

Politiet er indtil videre sparsomt med oplysninger om de involverede personer.

»Den dræbte kommer fra Trekantsområdet. Den mistænkte i sagen er en yngre mand, og mere får du ikke nu,« lyder det fra Frede Nissen.

Vidner har oplyst, at to mænd lige efter midnat kom op at toppes i Hospitalsgade i Kolding, hvorefter den ene mand sank sammen.

»Derefter løber gerningsmanden fra stedet. Han bliver cirka ti minutter senere fundet liggende på en gade i nærheden og anholdt,« fortalte Jesper Duus, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, tidligere til Ritzau.

Hvorfor gerningsmanden kollapsede på gaden, har politiet ingen forklaring på.

Muligvis skyldes det udmattelse eller også chok over det, han har gjort ifølge vagtchefen.

Årsagen til skænderiet mellem de to mænd kendes endnu ikke.

/ritzau/