Ved du noget om ulykke, så vil BT meget gerne i kontakt med dig via 1929@bt.dk eller på Facebook

En 15-årig dreng er mandag afgået ved døden efter en alvorlig trafikulykke på motorvej E45 i det sydgående spor ved Hadsten.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

'Østjyllands Politi modtog i dag kl. 1239 anmeldelse om et alvorligt færdselsuheld på Nordjyske motorvej E45 i det sydgående spor ved Hadsten idet en person havde befundet sig på motorvejen og her var blevet påkørt af en lastbil i 1. vognbane,' lyder det.

Ved politiets ankomst stod det klart, at den 15-årige drengs liv ikke stod til at redde.

'Den 15 -årige befandt sig til fods på motorvejen af ikke kendte årsager,' skriver politiet.

En 15-årig dreng blev mandag dræbt i en trafikulykke på E45 ved Hadsten.
En 15-årig dreng blev mandag dræbt i en trafikulykke på E45 ved Hadsten.
Vis mere

Kort før klokken 16 oplyser politiet, at man har foretaget en række afhøringer, men det er stadig uklart, hvorfor den 15-årige dreng befandt sig på motorvejen.

»Det er vi ikke blevet klogere på endnu, men vi arbejder på sagen. Nogle har set forløbet, men hvor længe han har stået der, har vi ikke overblik over,« siger vagtchefen ved Østjyllands Politi, Jes Frederiksen.

Han oplyser, at de pårørende endnu ikke er underrettet, men politiet arbejder på sagen. Lastbilchaufføren er blevet afhørt, men vagtchefen kan ikke komme ind på de nærmere detaljer.

En bilinspektør skal desuden, sammen med politiet, foretage en række undersøgelser på stedet.

Der er åbent for trafik i anden vognbane og trafikken glider, men med nedsat hastighed.

Vejdirektoratet oplyser kort efter klokken 16, at man er færdige med oprydning på stedet, men der er stadig stor kødannelse på stedet.

BT følger sagen...