En dreng mistede mandag eftermiddag livet, da han blev ramt af skud. Ifølge politiet var der tale om en ulykke.

Nuuk: Der var efter alt at dømme tale om en tragisk ulykke, da en niårig dreng mandag blev ramt af skud fra en riffel og mistede livet.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Skuddet faldt ved 13-tiden - 17-tiden dansk tid - i Tasiilaq på den grønlandske østkyst. Her var drengen sammen med en jævnaldrende dreng på en båd i havnen, da han blev ramt.

TIP OS: Ved du noget om sagen? Så tip os på 1929@bt.dk

Den niårige var død, inden han nåede frem til sygehuset.



»Politiet er i gang med at undersøge hændelsesforløbet bag episoden,« hedder det i pressemeddelelsen.

»Det tyder - på baggrund af de foreliggende oplysninger - på, at drengen er afgået ved døden som følge af en vådeskudsulykke«.

Drengens nærmeste familie er underrettet, men derudover har politiet i Tasiilaq mandag aften ikke yderligere kommentarer eller oplysninger.

/ritzau/