Politiet er på bar bund i mere end hver sjette drabssag fra 2012

Hvem var det tæskehold, der en kold januaraften ventede på 21-årige Cem Aydin på Frederiksberg og bankede ham ihjel? Hvem skød den 48-årige kioskejer Mohammad Shakil efter fyraften? Og hvem dolkede den 41-årige familiemor Heidi Abildskov ihjel for at efterlade hende i villahaven i Virum?

2012 blev året, hvor der flød mindre blod end de foregående år. Men samtidig også året, hvor gerningsmænd til begåede drab stadig glimrer ved deres fravær.

Ifølge BTs optælling er der til dags dato begået 29 drab i Danmark i 2012, og i fem af drabssagerne er politiet fortsat på bar bund. De mordere, der tog livet af fem danskere i det forgangne år, går altså stadig rundt iblandt os.

I 2011 blev der til sammenligning begået 44 drab, men ifølge Rigspolitiets egen opgørelse blev samtlige drabssager i 2011 opklaret inden årets udgang.Se listen:

LÆS OGSÅ: Drab i Danmark i 2012

LÆS OGSÅ: 'Morderne er ikke længere naboens søn'


Tæsket ihjel


Sådan kommer det næppe til at gå i år. Året 2012 var knap kommet i gang, før det første makabre drab på åben gade rystede hele den danske befolkning. Den 21-årige dansk-tyrker Cem Aydin blev brutalt tæsket ihjel på Kong Georgs Vej i København, og selv om politiet har foretaget utallige afhøringer, er det efter et år stadig ikke lykkedes at finde det tæskehold på 8-10 personer, der stod bag overfaldet.

Af de fem uopklarede drab hører tre under Københavns Politi, og det er ærgrer drabschefen.

- Det er rigtig skidt. Det er meget beklageligt, og vi er kede af hver eneste drabssag, der ikke er opklaret. Og der er desværre et par af de her sager, der ikke lige står foran en opklaring, selv om vi har brugt en hel masse energi og ressourcer på det, siger chef for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, Jens Møller Jensen, der også mener at have en forklaring på, hvorfor mere end hvert sjette drab begået i 2012 endnu er uopklaret.

- Hvis man kigger på de forskellige typer af drab, er der i år flere, hvor der ikke er en relation mellem de involverede parter. Det er det, vi kalder fjerndrab, og i disse sager er det rigtig svært at finde motivet. Og hvis ikke motivet er der, er det ofte svært at finde en gerningsmand, siger Jens Møller Jensen.

Et andet stort mysterium, der vil stå klart i de flestes bevidsthed, og som formentlig blev et af årets sidste, er mordet på Heidi Abildskov. Den 41-årige viceinspektør lukkede efter alt at dømme selv sin morder ind i villaen i Virum, og hun blev dagen efter fundet liggende i sin pyjamas i husets have. Dræbt af adskillige knivstik.

Håber på ny sag

Selv om politiet har gerningsmandens dna-profil, har han siden drabet 15. november været så godt som usynlig. Ifølge Nordsjællands Politi er eneste håb, at gerningsmanden roder sig ud i en anden sag, hvor der sikres dna fra ham.