Søndag eftermiddag blev politiet I Herning kaldt ud til et hus på Rømøvej. Her blev de mødt af synet af en død 65 årig mand.

Det forklarer politikommissær Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning til aoh.dk.

»Der var en hel del blod i huset, og det så mistænkeligt ud,« siger politikommissæren.

Men politiets undersøgelse tyder på, at der ikke skulle være tale om en forbrydelse, men derimod en tragisk ulykke.

Politiets teknikere har fundet en sten i mandens have, hvor der blev fundet en del blod. Det virker til, at manden er faldet og har slået sit hoved på stenen. Derefter er det dog lykkedes ham at komme ind i huset igen, hvilket forklarer blodet flere steder i mandens hjem.

Det lokale politi har ikke fundet spor efter andre personer.