Da en montør skulle om bord på et skib natten til torsdag for at foretage en reparation, faldt han i vandet. Han overlevede ikke.

Drukneulykken skete ved to-tiden natten til torsdag. Det oplyser Nordjyllands Politi vagtchef Poul Badsberg i en pressemeddelelse torsdag morgen.

Den 47-årige mand, der til daglig bor på Sjælland, skulle om bord på et skib cirka fem kilometer øst for Skagen. Han var blevet fragtet ud til skibet 'Nord Gardenia' med en pilotbåd for at foretage en reparation der.

Men under ombordstigningen gik det galt. Manden faldt i vandet.

»Han kommer på en eller anden måde til at ligge med hovedet under vand. Hvordan det sker, det ved jeg ikke. Det er op til Den Maritime Havarikommission at udrede,« siger Poul Badsberg, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Efter cirka ti minutter blev han bjærget og efterfølgende fløjet med redningshelikopter til Aalborg Universitetshospital. Desværre var der ikke noget at stille op. Ved ankomsten blev han erklæret død.

De pårørende er underrettet.