En 57-årig mand fra Nordjylland har lørdag aften mistet livet, da han blev klemt af skovlen fra en rendegraver under arbejdet ved en gård i den nordjyske by Jerslev.
Den 57-årige mand fik knust sin brystkasse af frontskovlen på rendegraveren, og han blev erklæret død kort før klokken 18, oplyser Nordjyllands Politi.
- Han arbejder men en rendegraver i forbindelse med noget dræningsarbejde. Det ser ud til, at han er stået af rendegraveren for at gøre frontskovlen ren, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bent Højgaard.
- Rendegraveren står på en skrænt eller en jordvold, og den glider ned mod ham, da han er stået af. Han får skovlen i brystet, og den presser ham imod noget andet jord, og det dør han af, siger vagtchefen.
Den 57-årig blev erklæret død på stedet. Ulykken skal nu undersøges af Arbejdstilsynet.



