Togtrafikken mellem Skørping og Aalborg er lammet efter, at en tragisk hændelse her til morgen udspillede sig på skinnerne ved Aalborg-forstaden Skalborg.
Et IC3-tog uden passagerer kørte fra Aalborg mod syd. Da toget rundede en kurve, så lokoføreren en mand gå slingrende på skinnerne foran ham.
Lokoføreren rykkede prompte i hornet og forsøgte at standse toget, men var chanceløs på den korte strækning. Med ét var enhver lokoførers værste mareridt blevet virkelighed for ham.
Manden på skinnerne var død på stedet. Uigenkendelig.
Endnu ikke identificeret
- Om det var en brandert på vej hjem, et selvmord eller uheldige omstændigheder - det ved jeg ikke. Lokoføreren siger i hvert fald, at han gik og slingrede, fortæller Per Jørgensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Man er nu i gang med at rydde op efter den tragiske hændelse, og hundepatruljer leder efter den dræbtes ejendele. En pung, en mobiltelefon, nøgler - hvad som helst, der kan hjælpe med at identificere den dræbte. Det eneste, man ved, er, at det var en mand med fuldskæg.
112-opkaldet kom klokken 8.41. Togtrafikken forventes genoptaget ved 11-tiden. DSBs kriseberedskab tager sig af lokoføreren.



