Det var en advokat med mange års erfaring i samværssager, der tirsdag blev skudt og dræbt af en morfar i Retten i København.

Skuddramaet i Fogedretten i København kostede tirsdag den 57-årige advokat Anders Lindholt livet. Han var mødt i retten på Hestemøllerstræde nær Rådhuspladsen for at repræsentere en 31-årig far i en samværssag, hvor faderen kæmpede for samvær med sit tre-årige barn.

Men da retsmødet skulle gå i gang klokken 10.00, mødte barnets morfar op i stedet for moderen, trak en riffel op af sin taske og affyrede i alt seks skud. Advokat Anders Lindholt blev dræbt, og barnets far blev såret alvorligt.

Forinden havde moderen udstyret sin far med en fuldmagt, så han kunne møde i stedet for hende, da hun skulle til lægen, men hvad der var gået forud i selve samværssagen er uvist.

Advokat Anders Lindholt, som repræsenterede faderen, har gennem mange år beskæftiget sig med netop vanskelige sager om samvær. Han arbejdede i et kontorfællesskab i indre København, hvor han og flere af kolleger var eksperter i familieretlige sager.

Udover sit advokatvirke holdt Anders Lindholdt også foredrag, bl.a. hos Socialministeriets Psykolognævn og Foreningen Far, hvor formand Jesper Lohse udmærket husker ham.

- Han er én ud af måske ti advokater, der virkelig kæmper for de her sager. Han har ry for at være en hård hund, der går hele vejen for sine klienter. Det er dybt, dybt tragisk, at en sag er kommet så langt ud, at den koster liv, siger Jesper Lohse fra Foreningen Far.

Advokatkontoret har været involveret i flere svære samværssager, som er blevet omtalt i medierne, og Anders Lindholt er ofte stillet op, når journalister har skullet bruge en kommentar til sager om alt fra tvangsfjernelser og bortførelser til tvangsauktioner og gældssanering.

Lindholt efterlader sig hustru og tre børn.

Hans klient, den 31-årige far, blev efter skyderiet bragt til Rigshospitalets Traumecenter med flere skudsår. Han er uden for livsfare, men i kritisk tilstand.

Den 67-årige morfar bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag.