En ung dansk mand er død efter natten til søndag at være faldet ned fra fjerde sal på et hotel i feriebyen Magaluf på Mallorca. Det skriver det danske medie på Malaga Spanien i Dag.

Udenrigsministeriet bekræfter dødsfaldet over for bt.dk.

- Vi kan bekræfte, at en dansk statsborger er død på Mallorca. De pårørende er underrettet, lyder det fra Udenrigsministeriets Borgerservice til bt.dk.

VED DU NOGET, SÅ TIP BT PÅ 1929@BT.DK.

Den 20-årige dansker havde angiveligt været oppe det meste af natten og festet med nogle af sine venner, som han havde rejst til ferieøen med. Han boede ikke selv på det hotel, hvor ulykken skete, men han er set ankomme til stedet i selskab med en ung kvinde.

Omkring klokken tre natten til søndag modtog alarmcentralen et opkald fra flere vidner, der havde fundet den unge mand ligge bevidstløs på jorden bag hotellet i Calle Martín Ros García. Da ambulancen ankom til stedet, kunne ambulanceredderne hurtigt konstatere, at den 20-åriges hjerte ikke længere slog. Han blev forsøgt genoplivet, men til sidst måtte de give op. 

Det lokale politi har udelukket, at der kan være andre involvere i dødsfaldet. De forsøger nu at finde ud af, hvad der fik den unge mand til at falde i døden fra fjerde sal.

Ifølge flere engelske medier gik de første meldinger på, at manden skulle have været brite. Først da man fandt hans pas og politiet fik henvendelser fra den unge mands venner, blev myndighederne klar over, at han i stedet var dansk statsborger.