Den 20-årige kvinde, som torsdag eftermiddag blev ramt af en bil, da hun cyklede i Aarhus Universitetspark, er fredag afgået ved døden.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ulykken skete torsdag kort før klokken 14.30, hvor kvinden ifølge politiet cyklede frem for ubetinget vigepligt i krydset Carl Holst-Knudsens Vej og Bartholins Allé. Her blev hun ramt af en bil, som kørte mod nord ad Bartholins Allé.

Hun ramte fronten af bilen, blev slynget ti meter væk og fik alvorlige hovedskader og kvæstelser ved sammenstødet. Bilens fører var en 22-årig mand, og vidner kom hurtigt til ulykkesstedet og gav kvinden førstehjælp og manden psykisk førstehjælp, oplyser politiet.

Kvindens liv stod ikke til at redde, og hun blev erklæret død fredag eftermiddag. Den 20-åriges pårørende er underrettet.

BNB