Den person, der mandag omkring kl. 17.00 blev fundet død efter en trafikulykke ved motorvej E45 i Nordjylland, viser sig nu at have ligget død i over et døgn, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet troede, at ulykken var sket mandag, da de først der modtog anmeldelsen. Ulykken viser sig dog nu formentlig at være sket allerede natten til søndag. Men fordi den forulykkedes bil ikke var synlig fra vejanlægget, blev uheldet altså først meldt senere, oplyser politiet. Det var personale fra et vejvedligeholdelseshold, der opdagede manden.

Det vides stadig ikke, hvad der er gået forud for ulykken, da der ikke har været nogen vidner. Manden, der har mistet livet - en 23-årig mand fra Nordjylland - blev fundet nær bilen. I forbindelse med ulykken blev han kastet ud af køretøjet, der forulykkede syd for Rasteplads Himmerland.

Yderligere to personer mistede desuden livet på E45 i Nordjylland søndag morgen, da en 25-årig spøgelsesbilist bragede ind i en modkørende bil med en 45-årig mandlig bilist. Den ulykke skete lige nord for Rasteplads Himmerland. De bilister omkom begge to.