Chok i Nordsjællandsk sportsklub efter det er opdaget, at træneren har forgrebet sig på børn.

En 52-årig træner fra Helsinge Bueskytte Klub er sigtet for i flere tilfælde at have forgrebet sig på børn, han har trænet i bueskydning.

- Jeg kan bekræfte, at vi har sigtet en 52-årig mand for anden kønslig omgang end samleje med mindreårige. Og at manden er tilknyttet den pågældende bueskytteklub som træner, siger vicepolitikommissær Morten Riisager Pedersen fra Nordsjællands Politi til bt.dk.

Hvor mange børn, der skal være blevet forulempet, vil vicepolitikommissæren ikke ind på, ligesom han ikke vil uddybe, hvor gamle børnene er.

- Sagen er under efterforskning, og vi er ikke færdige med afhøringerne, siger Morten Riisager Pedersen.

Den 52-årige har været ungdomstræner i bueskytteklubben i adskillige år, og ifølge Helsinge Bueskytte Klubs konstituerede formand, Frank Kristensen, er det ikke første gang, han er anklaget for at overskride børnenes grænser.

- Han blev anmeldt allerede i 2001, men afviste alt, og sagen blev ikke til noget, siger Frank Kristensen.

Denne gang opstod sagen ifølge BTs oplysninger efter de Sjællandske Mesterskaber i bueskydning i juni måned, da en voksen træner fra en anden bueskytteklub opdagede den sigtede med hånden nede i bukserne på et barn.

Træneren anmeldte sagen til kommunen, der efterfølgende gik til politiet. Her sigtede man i første omgang træneren for blufærdighedskrænkelse - men efter at børnene i bueskytteklubben begyndte at fortælle om deres oplevelser, blev sigtelsen opgraderet til anden kønslig omgang end samleje.

- I begyndelsen nægtede han alt, og for tre uger siden indkaldte han selv forældrene til en ekstraordinær generalforsamling, hvor han grædende bedyrede sin uskyld, siger Frank Kristensen.

Han fortæller, at en del af arbejdet som træner i bueskydning består i, at træneren retter på skyttens kropsholdning og skulderstilling - en kontakt, der bør foregå over bæltestedet.

Men netop den tætte kropskontakt kan gøre det svært at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert - både med hensyn til trænerens forklaringer - men også i forhold til, hvornår børnene føler sig forulempet.

Under alle omstændigheder fik sigtelsen ingen konsekvens i klubben, før yderligere mindst et barn trådte frem med sin forklaring efter den ekstraordinære generalforsamling, fortæller den konstituerede formand.

- I dag kalder jeg hans tårer til generalforsamlingen for krokodilletårer, siger Frank Kristensen til bt.dk og fortæller, at træneren nu er bortvist fra klubben.