En 54-årig mand er mandag blevet idømt et år og tre måneders fængsel for flere seksuelle overgreb mod mindreårige drenge i hans tid som træner i en nordsjællandsk bueskydningsklub. Det skriver Ekstra Bladet.

Manden er dømt for i løbet af fem år at have krænket otte drenge i alderen syv til 11 år under blandt andet lejrture til Sverige. Det skete blandt ved, at træneren gav drengene massage og undersøgte dem for flåter i skridtet.

Den tidligere træner blev i november sidste år fundet skyldig i sagen og er efterfølgende blevet mentalundersøgt. Ifølge undersøgelsen kan han straffes normalt.

Den 54-årige er ifølge eb.dk blevet dømt for syv tilfælde af blufærdighedskrænkelse, heraf to tilfælde af seksuelt misbrug under »voldtægtslignende karakter« og trusler på livet.

Retten i Helsingør frakendte også manden retten til at omgås børn og unge under 18 år, ligesom han skal betale 71.000 kroner i erstatning til seks af børnene.

BNB