Den 41-årige HA-rocker Michael Brokside blev i går morges fundet hængt i sin celle på Politigårdens fængsel. Hvad der pressede toprockeren til at vælge den ultimative løsning – selvmordet – kan der kun gisnes om endnu. Blandt andet fordi politiet endnu ikke har offentliggjort nøjagtigt, hvad han er sigtet for.

Politiet anholdt og sigtede i forgårs Michael Brokside for at være den store bagmand i et net af personer, der sælger hash på Christiania.

Kæmpe politi-razzia

Københavns Politi ville i går ikke bekræfte identiten på personen, der blev fundet død, men adskillige kilder har bekræftet over for BT, at den afdøde er Michael Brokside. Ligesom kilder fortæller, at den afdøde er identisk med den 41-årige toprocker, politiet i forgårs anholdt under en storstilet hash-aktion, der involverede ransagning af op mod 150 adresser på Sjælland.

I alt 80 personer blev anholdt under aktionen, de fem var fuldgyldige HA-rockere. Politiet mener, at den 41-årige rocker styrede ti bagmænd, der alle er sigtet for omfattende hashhandel fra hashboderne i Pusherstreet. De ti bagmænd har ifølge politiet solgt mindst 500 kilo hash. Under aktionen beslaglagde politiet mere end 400 kilo hash, over tre mio. kr. i kontanter, tre et halvt kilo guldbarrer, motorcykler samt et større beløb på forskellige konti.

Michael Brokside har i flere år været en helt central aktør i Hells Angels’ afdeling på Amager, og det er politiets vurdering, at Michael Brokside styrede en stor del af hashsalget på Christiania, der er en rockerklubbens mest profitable pengemaskiner.

Alene i cellen

Michael Brokside blev ifølge chefen for Københavns Fængsler, Peter Vesterheden, anbragt i Politigårdens fængsel kl. 22.30 torsdag aften. En af de to modtagende fængselsbetjente kendte ham fra tidligere og vurderede ikke, at der var noget unormalt at bemærke.

Michael Brokside blev anbragt i sin celle, hvorefter betjentene sagde godnat.

HA-rockeren overnattede alene i sin celle, og i går morges fandt fængselsbetjentene ham kvalt i cellen. De nærmere omstændigheder er ikke offentliggjort, men angiveligt fandtes der både sengetøj, tøj og lampeledninger som mulige selvmordsredskaber i cellen.

Efter fundet at den livløse rocker, der tilsyneladende havde været død i nogen tid, forsøgte personalet forgæves genoplivning, mens der blev slået alarm til Alarmcentralen.