Nej, nej, nej hviskede topmodellen Camilla Vest Nielsen højlydt i landsretten tirsdag, da anklagemyndigheden fortalte dommerne, hvordan hun havde haft adresse i Danmark og undladt at indberette indtægter på næsten 12 millioner til Skat.

Tirsdag begyndte det retslige efterspil i Østre Landsret i skattesagen i millionklassen mod modellen Camilla Vest Nielsen og hendes mand, den tidligere Mærsk-chef Peder Nielsen. Begge tog roligt plads i retten tirsdag morgen, hvor de igen - som i byretten sidste år - vil kæmpe for frifindelse.

For godt ti måneder siden blev parret fundet skyldig i skattesvig for et beløb på 6,5 millioner kroner. Her blev de i retten i Helsingør idømt et år og ni måneders fængsel samt en bøde svarende til det unddragne beløb.

Skat kom på sporet af sagen i 2007 under deres store 'Operation Credit Card', hvor skattemyndighederne opdagede, at den danske model havde brugt 4,3 millioner kroner på sine kreditkort i Danmark i perioden 2001 til 2004, mens hun egentlig påstod, at hun fortsat boede i New York. Under efterforskningen fandt anklagemyndigheden desuden ud af, at hendes mand Peder Nielsen også i hidtil uset grad havde hjulpet sin hustru med placeringen af pengene i firmaer i Luxembourg og Samoa, der således skulle fungere som skattely.

Politiet havde desuden kigget mobilsamtaler og deres konti i Danske Bank efter i sømmene, og her kunne det bl.a. afsløres, at der var ført store summer ind fra konti på Samoa og i Luxembourg. I alt har parret undladt at indberette indtægter for i alt 11,6 millioner til Skat.

Det kom blandt andet frem ved ransagninger af deres danske bopæl i Helsinge og det københavnske modelbureau Elite Copenhagen, hvor Camilla Vest var tilknyttet. Derudover blev også hendes svenske modelbureau Mikas undersøgt samt det revisionsfirma, som parret benyttede i Danmark.

Tirsdag fortalte anklageren, hvordan parrets revisor godt nok havde godkendt deres regnskaber og pengeoverførsler, men det havde tydeligvis karakter af 'skattearrangement', og det kunne parret heller ikke være i tvivl om, mente anklageren.

Camilla Vest Nielsen lyttede opmærksomt til anklagerens ord, men med et udtryk, der sagde, at hun tydeligvis ikke var tilfreds med den udlægning. Det var heller ikke hendes advokat Anders Nemeth, der gentagne gange afbrød anklager Rikke Hald, fordi han mente, hun gav dommerne forkerte oplysninger.

- Nej, nej, nej, hviskede Camilla Vest undervejs, da anklageren fastholdt, at hun havde adresse i Danmark i den omtalte periode.

Selv hævder hun, at hendes familie boede i New York fra 1995 og helt frem til 2004, hvor hun arbejdede som model, og hendes mand studerede. Da han var færdig med sit studie i 2000, flyttede familien ifølge hende adresse til Danmark.

Derfor forsøger hun og hendes mand nu at blive frifundet i landsretten, hvor anklagemyndigheden til gengæld har krævet en skærpelse af straffen fra byretten.

Topmodellen havde ifølge sin advokat Anders Nemeth ingen kommentarer til sagen forud for tirsdagens retsmøde. Men her kom det frem, at parret nu igen er bosat i New York med deres to børn på henholdsvis otte og tre.

Der ventes at falde dom i sagen i midten af november.