Den mulige bestikkelses-sag i Køge vokser nu til også at omfatte en betalt flyrejse til Tyrkiet.

Tommy Kamp træk sig i onsdags som Socialdemokraternes lokalformand i Køge efter en række beskyldninger om, at ejerne af Café Vanilla har bestukket ham med gratis middage, hotelophold, jakkesæt og en racercykel mod, at han til gengæld hjalp med at skaffe dem en attraktiv bevilling til udeservering på Køge Torv.

Nu fortæller café-indehaver Murat Kitir, at han også har betalt Tommy Kamps returbillet med Turkish Airlines til Istanbul i august 2008.

Til B.T. har Murat Kitir udleveret en elektronisk flybillet med Tommy Kamps navn på til en pris på 2.336 kroner.

- Jeg betalte Tommy Kamps rejse til Tyrkiet for, at vi sammen med en af mine venner kunne få ordnet vores tænder billigt. Jeg betalte en masse ting for Tommy Kamp mod, at han hjalp med bevillingen til udendørs servering, siger Murat Kitir til B.T.

Tommy Kamp påstår, at Murat Kitir kun lagde ud for flybilletten og senere har fået pengene tilbage. Han har dog ingen beviser for, at han har betalt beløbet.

- Naturligvis har han billetten og afregningen, når han har lagt ud. Jeg får ikke kvittering, når jeg afleverer penge til folk, der har lagt ud. Det gør man ikke, der hvor jeg kommer, ligesom jeg ikke udskriver kvitteringer til mine venner, når de betaler mig for mine udlæg, skriver han til B.T. i en SMS.

Flybilletten bliver ligesom kvitteringen for racercyklen til 21.000 nu også overdraget til Midt- og Vestsjællands Politi, der er ved at vurdere, om der er tale om en strafbar handling.