En bombetrussel rettet mod Odense Banegårds Center har fredag eftermiddag og aften skabt store forsinkelser for den kollektive trafik på den første store rejsedag i forbindelse med julen. Kort efter kl. 19.00 ophævede Fyns Politi dog afspæringerne og afblæste bombetruslen, så togene igen kan trille ind på Odense Banegård.

»Vi har undersøgt hele banegårdscentret med hunde og bomberyddere og har konstateret, at der ikke var nogen bombe. Derfor har vi nu ophævet afspærringen, så togene igen kan køre gennem Odense,« siger politikommissær Erik Skov Knudsen i en pressemeddelelse fra Fyns Politi.

Bombetruslen blev ifølge Fyns Politi sendt via en sms omkring kl. 15.00, og kort tid efter blev alle rejsende og ansatte evakueret fra banegården, ligesom al trafik i en radius på 200 meter fra banegårdscentret blev stoppet.

»Vi afspærrede et område fra Odense Banegårdscentret i en radius på 200 meter. Det er klart, det generer mange mennesker, men det er desværre nødvendigt i sådan en situation. Men heldigvis forstår langt de fleste alvoren og tager det hele pænt,« siger politikommisær Erik Skov Knudsen fra Fyns Politi.

Togtrafikken henover Fyn var indstillet i fire timer, mens Fyns Politi gennemsøgte det store Banegårdscenter.

I stedet for de mange aflyste tog blev der indsat omkring 100 togbusser, der havde travlt med at fragte alle julepassagererne mellem Nyborg, Middelfart og Fredericia.

Det er ikke første gang, der kommer en bombetrussel mod Odense Banegård Center i dagene op til jul. Den 22. december sidste år modtog banegården også en trussel, som indstillede togtrafikken i fire timer.