Der var dramatiske scener i den østjyske by Ry tirsdag eftermiddag, da et tog på Skanderborg-Skjern-banen påkørte en bil.

Påkørslen skete centralt i byen ved Skanderborgvej og Klostervej, hvor togsporene krydser Skanderborgvej.

Har du set påkørslen? Så vil BT gerne høre fra dig. Skriv til 1929@bt.dk.

Ulykken fik heldigvis ingen menneskelige konsekvenser, da alle var nået ud af bilen inden påkørslen. Det fortæller vagthavende ved Sydøstjyllands Politi Svend Pedersen til BT.

»Der er tale om en personbil, som er blevet ramt af toget. Der er ingen fastklemt, og alle er ude af bilen,« siger Svend Pedersen og uddyber:

»Der er ingen personskade, da alle var nået ud i tide, men bilen er nok totalskadet,« siger den vagthavende.

Ifølge BT's oplysninger er der bomme ved jernbaneoverskæringen. De foreløbige oplysninger tyder imidlertid på, at bilisten er kørt over jernbaneskæringen, da bommene var enten helt eller næsten helt nede.

Trafikken ved ulykken er ifølge den vagthavende ikke påvirket af ulykken. Dog er togtrafikken påvirket ved Ry Station, hvor togene holder stille, mens sagen undersøges.