Natten til lørdag blev to 18-årige mænd stukket ned på Københavns Hovedbanegård. Det fortæller Peter Steffensen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

»Der har været noget tumult på Københavns Hovedbanegård, da der opstod noget håndgemæng mellem to grupper af unge,« siger han.

Slagsmålet fandt sted omkring klokken 03, og politiet ved endnu ikke, hvorfor det opstod. Man ved heller ikke, om de to unge er blevet stukket med en kniv, med glasskår fra en smadret flaske eller noget helt tredje.

»De to unge mænd er blevet kørt til skadestuen, men det er ikke noget voldsomt. De har kun fået nogle overfladiske skrammer. Den ene har fået et overfladisk snitsår i armen, og den anden har også fået nogle knubs,« siger efterforskningslederen.

Gerningsmændene flygtede fra stedet, og politiet er i øjeblikket i gang med at efterforske, om de kan få identificeret dem.

BNB