To unge mænd er fængslet for dødsbrand

I alt tre personer er nu sigtet i sagen fra Gersagerparken i Greve, hvor en kvinde indebrændte i en lejlighed. En kvinde er fængslet in absentia og ligger stadig i kunstig koma på Rigshospitalet.

To unge mænd på 16 og 18 år blev i et grundlovsforhør søndag eftermiddag fængslet frem til 11. oktober sigtet for medvirken for brandstiftelse og drab. Dermed er i alt tre personer sigtet i sagen om den påsatte brand i en lejlighed fredag eftermiddag i Gersagerparken i Greve syd for København, hvor en 26-årig kvinde indebrændte.

En 29-årig pakistansk kvinde blev lørdag fængslet in absentia ligeledes frem til 11. oktober sigtet for brandstiftelse og drab. Kvinden kom selv alvorligt til skade ved branden og ligger i øjeblikket i kunstigt koma på Rigshospitalet i København. Her bevogtes hun af politiet.

De to unge mænd blev under branden set bære på den tilskadekomne kvinde, men opgav foretagendet og flygtede fra stedet. Den 16-årige henvendte sig selv til politiet lørdag, efter at overvågningbilleder fra Hundige Station blev offentliggjort pressen. Den 18-årige blev anholdt af svensk politi lørdag aften og efterfølgende overført til Danmark.

Ifølge politiet erkender de, at de befandt sig på gerningsstedet sammen med den tilskadekomne kvinde, men de nægter sig skyldige i sigtelserne.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og der er nedlagt navneforbud i sagen. Politiet kan ikke oplyse nærmere om, hvilke motiver der kan ligge bag brandstiftelsen.


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.