To unge mænd blev søndag aften knivstukket i en Netto-butik på Amagerfælledvej i København

Politiet modtog anmeldelsen klokken 18.48, og da bt.dk knap en time senere talte med den centrale vagtleder, Mads Firlings fra Københavns Politi, var det stadig uklart, hvad der egentlig var foregået.

- Vi har drøntravlt derude. Vi er til stede med afspærring og arbejder på at finde ud af, hvad der er op og ned. Indtil videre ved vi bare, at to personer er ramt. Der er ikke umiddelbart tale om livsfare, sagde han.

Ifølge bt.dks mand på stedet blev to unge mænd båret ud af butikken på bårer og kørt mod Rigshospitalets traumecenter i ambulancer.

Efterforskningsleder Danny Riise uddybede overfor bt.dk, at det drejer sig om to unge mænd på 17 og 18 år, der begge var blevet stukket i låret.

- Det er to unge mænd med kniv fra to grupper af anden etnisk oprindelse, som ryger i clinch med hinanden ved Døgn Netto ved Amagerfælledvej og Rued Langgårdsvej, fortalte han.

Begge er udenfor livsfare.