Vestegnens politi gjorde sig tirsdag aften et mystisk fund af to lig på Parkvej i Taastrup vest for København.
Politiet reagerede på en henvendelse fra en udlejer, som var træt af, at der ikke blev betalt husleje.
- Da vi så kom derud, viste det sig, at der lå to stærkt forrådnede lig - en kvinde og en mand - i lejligheden, som vi formoder har ligget der i et godt stykke - ligsynet, der blev afholdt på stedet, tyder på, at de har ligget der siden slutningen af oktober eller starten af november, siger drabchef Charlotte Skovby til bt.dk.
Ifølge drabschefen er der ikke noget som tyder på, at en forbrydelse har fundet sted, og der er heller ikke noget der tyder på selvmord. Hvad der har slået de to personer ihjel, er derfor noget af et mysterium.
- Vi har vores retsmedicinere og teknikere på stedet, men ikke fordi der er noget mistænkeligt overhovedet. det er simpelthen fordi, der bliver fundet to lig på samme adresse, siger hun.
En retsmedicinsk undersøgelse skal nu kaste lys over dødsårsagen. Ligenes opløste tilstand gør, at det endnu ikke har været muligt at fastslå identiteten.
- Vi håber, at obduktionen i morgen kan sige mere. Indtil videre ved vi ikke, hvem personerne er, så vi har heller ikke kontaktet pårørende, siger hun.



