Den 33-årige far til to små piger og deres mor, som søndag blev fundet dræbt i en kummefryser i Aabenraa, tog i første omgang en taxa til Flensborg i Tyskland, og nu bekræfter politiet, at manden er rejst til Tyrkiet.

'Syd- og Sønderjyllands Politi har nu fået bekræftet, at den efterlyste 33-årige Hamid Farid Mohammed lørdag morgen rejste med fly fra Hamborg til Tyrkiet.'

Politiet oplyser samtidig, at man samarbejder med tyrkisk politi om den videre eftersøgning.

De to piger blev sidst set fredag, hvor de forlod deres skole, og den 33-årige far Hamid Farid Mohammed tog taxaen til Flensborg ved 18-tiden.

Faderen er nu sigtet for tredobbelt drab og er efterlyst internationalt. Han er også blevet fængslet in absentia.

Familien var kurdiske flygtninge fra Syrien og blev familiesammenført for nogle måneder siden, da døtrene kom til Danmark, men den 27-årige mor og den nu efterlyste far var separerede og levede hver for sig.

Ifølge den lokale imam Kassem Rachid var der en del uoverensstemmelser mellem parret, da Hamid Mohammed gerne ville tilbage til Syrien, mens moderen til pigerne gerne ville blive i Danmark.

Om det kan være en del af motivet, vil politiet endnu ikke melde noget ud om.

'Efterforskningen er ikke kommet tættere på et motiv til drabene. Men omstændighederne klarlagt i forbindelse med efterforskningen gjorde, at Syd- og Sønderjyllands Politi mandag anmodede om fængsling in absentia af den 33-årige ægtemand Hamid Farid Mohammed.'

Men politiet sagde mandag til BT, at de havde hørt forlydender om, at han måske kan opholde sig i Tyrkiet. Noget der dog ikke er bekræftet.

Moderen og de to døtre blev fundet i lejligheden i Aabenraa søndag. Politiet oplyser nu, at ligene var hele.

»Der har verseret rygter om, at de tre dræbte ikke skulle være i hel tilstand. Det er de, og politiet appellerer til, at der ikke spekuleres i makabre detaljer – især af hensyn til pigernes venner og skolekammerater.«

Dødsårsagen er dog ikke fastslået, og politiet vil foretage obduktion sidst på ugen.