To mænd er blevet ramt af en bil i Korsør under en slåskamp.

En slåskamp udviklede sig dramatisk, da en kvindelig bilist ubevidst ramte to mænd, der var kommet op at slås ude på vejen. Ulykken skete omkring klokken 20.25 på Tårnborgvej i Korsør, oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi over for eb.dk.

Mændene kom op at slås, da den ene mand kom kørende forbi den anden, som befandt sig på fortovet, fortæller et kvindeligt, anonymt øjenvidne over for avisen. Politiet bekræfter kvindens udlægning af sagen. Manden i bilen stoppede op, og af uvisse grunde havnede de to mænd i nærkamp, fortæller hun.

»De (mændene, red.) triller ud over vejbanen og ud mod midterrabatten. Dér bliver de ramt af en bil, hvor chaufføren ikke har set dem. Den ene mand ryger ind under bilen. Den anden flyver over på den modsatte side af vejen,« fortæller kvinden til eb.dk.

Ved du noget om sagen eller har du billedet, så kontakt BT på 1929@bt.dk

De to mænd, der blev ramt af bilen er blevet bragt til behandling på hospitalet. Deres tilstand er ukendt.

Selv om den uhyggelige episode fandt sted nogle få hundrede meter fra en central ejendom i Emilie-sagen afviser politiet over for BT, at ulykken skulle have nogen somhelst tråde til 18-årige Emilie Mengs forsvinden. Hun har været væk siden 10. juli, hvor den dengang 17-årige pige forsvandt efter en bytur i Slagelse.

»På nuværende tidspunkt er der intet, der typer på, at der er en sammenhæng mellem slagsmålet og sagen,« fortæller vagtchefen torsdag aften til BT.