To mænd indlagt efter knivstikkeri på parkeringsplads

To mænd på 47 og 52 år blev lørdag aften stukket med en kniv på en parkeringsplads ved Eremitageparken i Lyngby. Det oplyser Nordsjællands Politi.

»Vi får klokken 19.01 en anmeldelse om to personer, der har indfundet sig på skadestuen i Gentofte. Den ene bliver overført til Rigshospitalets traumeafdeling med en stiklæsion i maven. Den anden har en læsion på venstre kind på cirka 11 centimeter, der er blevet syet,« siger vagtchef ved Nordsjællands Politi Klaus Madsen.

Begge mænd er uden for livsfare.

»De to er af endnu ukendt årsag kommet op at skændes to eller flere gerningsmænd inden knivstikkeriet,« siger Klaus Madsen.

Ifølge vagtchefen skete knivstikkeriet mellem klokken 18 og 19 lørdag aften, og det skønnes ikke, at episoden er banderelateret.

Politiet havde tidligt søndag morgen endnu ikke fastlagt, om ofre og gerningsmænd på forhånd kendte hinanden.

Har man oplysninger i sagen, bedes man kontakte Nordsjællands Politi på telefonnummer 114.

BNB