To offentligt ansatte anker ubetingede domme for at modtage bestikkelse. En tredje mand får betinget dom.

København. To mænd er ved Retten i Glostrup idømt ubetinget fængsel for som offentligt ansatte at have modtaget bestikkelse fra it-leverandøren Atea. En tredje får en betinget dom og 40 timers samfundstjeneste.

Mændene med de ubetingede domme er idømt henholdsvis fire måneder og 60 dages fængsel. Begge har valgt at anke. Den hårdeste straf er gået til en tidligere kontorchef i Københavns Kommune.

- Retten har lagt vægt på, at han sad i en ledende stilling i kommunen, og at misbruget har været systematisk, lyder det fra retsformand Nanna Blach.

Kontorchefen enten modtog eller lavede aftale om at modtage gaver til en værdi af cirka 40.000 kroner.

Straffen på 60 dages fængsel tilfalder en tidligere ansat i DSB, som i flere tilfælde har modtaget elektronisk udstyr fra Atea. Samlet værdi: knap 17.000 kroner.

Den tredje mand var ansat i Københavns Kommune. En enkelt gang modtog han en mobiltelefon og en iPad. Retten har valgt at gøre straffen mod ham betinget. Han overvejer, om han vil anke dommen.

Hans dom lyder på 20 dages fængsel, men de skal altså ikke afsones. Til gengæld skal han udføre 40 timers samfundstjeneste. Han modtog gaver for godt 8000 kroner.

De tre modtog som ansatte ved Københavns Kommune og DSB blandt andet iPhones og iPads fra it-leverandøren Atea. Alle tre sad i stillinger, hvor de stod for indkøb af it-udstyr til deres arbejdsplads.

Under sagen er det kommet frem, hvordan mændene med den ene hånd har modtaget gaverne fra de personer i Atea, som de med den anden hånd sad og indgik handler med på vegne af deres arbejdsplads.

Effekterne fik mændene efter eget udsagn til test. Men igen og igen endte telefoner og iPads hos koner og børn.

Andre gange var der tale om private indkøb. Men enten blev mændene ikke faktureret noget beløb, eller også var beløbet så lavt, at det ifølge Bagmandspolitiet, der er anklagemyndighed i sagen, er at regne som bestikkelse.

/ritzau/