Københavns Politi efterlyser de to gerningsmænd, der natten til torsdag menes at stå bag en voldtægt af en 22-årig mand fra København i Ørstedsparken i København.
Overgrebet skete før klokken 04.20, hvor den 22-årige mand kom ind i 7-Eleven på Nørre Voldgade, hvorfra han anmeldte voldtægten.
Manden fortalte til politiet, at han han havde mødt de to mænd i Ørstedsparken, der er kendt som mødested for homoseksuelle mænd. Han havde flirtet med den ene, hvorefter de aftalte at dyrke sex.
Den 22-årige gik ind i nogle af parkens buske sammen med den ene af de to mænd, men fik kolde fødder og fortrød. De to gerningsmænd ville dog ikke respektere mandens nej. I stedet blev de voldelige. Blandt andet tog de halsgreb på den 22-årige.
- De får væltet ham om kuld og får revet bukserne af ham, og så voldtager de ham, fortalte den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Dannie Rise, tidligt torsdag morgen til bt.dk
