To mænd anholdt for overfald på højgravid kvinde

De to blev anholdt i morges i Malmø. Politiet vil nu have dem udleveret fra Sverige.

Politiet har anholdt to af de fire mænd, der mistænkes for et groft overfald og røveri mod en 42-årig kvinde, der er gravid i syvende måned. Det bekræfter den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, John Dyrberg, over for eb.dk.

De to mænd blev anholdt af vagter på hovedbanegården i Malmø. Vagterne kunne genkende mændene fra politiets efterlysningsfotos.

- Vi har fået fotos fra politiet i Malmø af de to anholdte. Dem skal vi nu sammenligne med billederne af gerningsmændene, så vi kan fastslå, om det er dem. Hvis det er tilfældet, vil vi bede om en fængslingskendelse på dem i dommervagten, så vi kan få dem udleveret fra Malmø, siger John Dyrberg til eb.dk.

De to anholdte havde flere tegnebøger samt mobiltelefoner på sig, som politiet mener stammer fra tyveriet foretaget i løbet af natten.

Den 42-årige kvinde blev overfaldet 23. januar i år. Under overfaldet, der fandt sted i Valby, blev kvinden sparket i maven flere gange, ligesom hun blev sprøjtet i ansigtet med peberspray.

Kvinden havde kontanter i sin taske, som hun forinden havde hævet i et pengeinstitut. Politiet mener, at gerningsmændene kan have fulgt efter hende fra pengeinstituttet i både bus og tog. Kun to af de fire mænd deltog i overfaldet.