To personer måtte tirsdag ved 20-tiden indlægges med symptomer på røgforgiftning efter brand i et større gartneri på Fyn.

Klokken 19:40 udbrød der brand i et gartneri på Neversvej 38 ved Tommerup på Fyn. Op imod 300 kvadratmeter drivhus - der blev brugt til at dyrke Howeia, Aglaonema, Beaucarnea og andre stueplanter - gik op i røg.

To personer måtte efterfølgende indlægges til observation på Odense Universitets Hospital efter at have udvist symptomer på røgforgiftning.

De to meldes uden for livsfare og branden er under kontrol.

- Vi formoder, at det er en vækstlampe der har antændt en dug, der var hængt op i loftet, siger vagtchef ved Fyns Politi, Lars Fredensborg.