En 65-årig mand har dræbt sin yngre kone og dernæst sig selv. Politiet betegner det som en familietragedie.

Det er højst sandsynligt en familietragedie, der ligger bag de to dødsfald, som mandag aften mødte Københavns Politi på Amager.

Her slog en nabo på Elborg Allé alarm, efter fundet af en død mand og hans kone på deres fælles adresse, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

- Københavns Politi modtog mandag den 16. juli 2012 kl. 20.51 en anmeldelse om, at et ægtepar, en 56-årig kvinde og dennes 65-årige mand, var fundet døde på deres fælles bopæl - et hus beliggende i et villakvarter i Dragør, skriver politiet.

Omstændighederne på drabsstedet betød, at Drabssektionen, kriminalteknikerne og retsmedicinerne blev tilkaldt. Og de tekniske undersøgelser samt ligsynet taler for, at der er tale om en familietragedie, hvor manden først har dræbt sin kone for derefter at begå selvmord, vurderer politiet, der ikke kommer ind på de nærmere omstændigheder af hensyn til de efterladte.

Ægteparret efterlader sig 3 voksne børn.

Tirsdag vil manden og kvinden blive obduceret.