To mænd varetægtsfængslede in absentia og sigtet for overfald på gravid kvinde.

De to mænd, som lørdag morgen blev anholdt i Malmø, blev søndag varetægtsfængslet in absentia i Københavns dommervagt.

De er sigtet for grov vold og røveri mod den 42-årige Joana Dervichi.

Lørdag anholdt svensk politi to mænd, som blev genkendt som to af de mænd, Københavns Politi efterlyser for overfaldet på den gravide Joana Dervishi i Valby i sidste uge.

Hun blev brutalt overfaldet, slået ned og sparket, da hun var på vej hjem fra banken, hvor hun blandt andet havde hævet penge til udstyr til sit ufødte barn.

De to unge mænd blev anholdt lørdag morgen kort efter kl. 6, da en ordensvagt på Centralstationen i Malmø kunne genkende den ene af dem fra de efterlysningsbilleder af Joanas overfaldsmænd, som Københavns Politi har sendt ud.

- Ordensvagten tilbageholder sammen med en kollega de to mænd, og får tilkaldt politiet, som anholder dem. De blev af svensk politi i første omgang sigtet for blandt andet pengehæleri, oplyser pressetalsmand Niels Norling fra politiet i Malmø til bt.dk.

Han ønsker ikke at oplyse, hvor stort et pengebeløb, der blev fundet hos de to anholdte.

Efter svensk lovgivning kan de tilbageholdes i tre døgn, inden de behøver at blive stillet for en dommer.

- Foreløbig er de blevet afhørt, men vi har mig bekendt ikke haft held til at få dem identificeret med sikkerhed. Kun ved jeg, at den ene af dem havde behov for en fransk tolk under afhøringen, oplyser den svenske politipressemand.

En række danske medier oplyser, at det drejer sig om to helt unge drenge på 16 og 17 år, men det vil Københavns Politi hverken af- eller bekræfte overfor bt.dk.

- Vi er sikre på, at de to mænd, der sidder i Sverige, er identiske med to af de mænd, som vi efterlyser for overfaldet, men vi er ikke 100 procent sikre på deres identitet, siger den centrale efterforskningsleder John Dyrberg, til bt.dk og tilføjer, at han derfor ikke kan oplyse, hvilket land, mændene kommer fra, og hvor gamle de er.

Københavns Politi håber snart at få de to udleveret til Danmark.