Højesteret stadfæster, at brandstiftere slipper for fængsel, men derimod skal afsone samfundstjeneste.

København: En påsat brand i Høng på Vestsjælland skal koste to brandstiftere 200 timers samfundstjeneste.

Det har Højesteret afgjort mandag.

Anklagemyndigheden havde anket en dom afsagt af Østre Landsret og havde krævet ubetinget fængsel.

I foråret 2015 vedtog Folketinget en lovændring, der har til formål at øge anvendelsen af samfundstjeneste frem for fængselsophold.

Og sagen i Højesteret har drejet sig om, hvorvidt brandstiftelse hører til de forbrydelser, der som udgangspunkt ikke skal kunne give samfundstjeneste.

De to dømte påsatte i august 2013 en brand i en lejlighed i Høng på Vestsjælland, efter de havde stjålet beboerens hund og computer.

I Retten i Holbæk blev de to gerningsmænd, der i dag er henholdsvis 30 og 24 år, idømt et års ubetinget fængsel.

Da sagen kom for Østre Landsret, blev dommen ændret til et års samfundstjeneste til hver.

Derudover blev den ældste brandstifter idømt to måneders ubetinget fængsel for alkoholpåvirket kørsel uden kørekort og besiddelse af hash til eget forbrug.

Den dom stadfæstes nu i den højeste retsinstans.

/ritzau/