To betjente er kendt skyldige i at lænke en 16-årig knallertkører til et vejskilt, mens de rykkede videre til en mere presserende opgave. Det koster dem ti dagbøder á 500 kroner.

Sent fredag faldt der dom i en sag uden sidestykke i retten i Århus, hvor to politiassistenter fra Østjyllands Politi sad tiltalt for grov pligtforsømmelse i tjenesten. Derfor trak voteringen også ud, inden domsmandsretten blev enige om at idømme de to betjente bødestraf.

- Der var ingen fortilfælde at sammenligne med, og derfor tog det tid at finde ud af, hvad de egentlig skulle idømmes. Men der var enighed om dommen, fortæller anklager i sagen Christina Ryberg Schou

De to politiassistenter, en 39-årig kvinde og 40-årig mand, kørte patrulje i Odder ved Århus natten til søndag 20. november for to år siden, da de pludselig omkring klokken 2.30 fik øje på en knallertkører, der 'udviste mistænkelig adfærd'. De satte efter og fik den 16-årig kører standset, men på samme tid fik de en melding om at rykke ud til en buschauffør, der var i knibe. Da de bliver rykket anden gang af vagtchefen, valgte de to betjente at spænde den 16-årige fast med håndjern til et vejskilt på Houvej. Cirka ni minutter senere vendte de retur til den 16-årige, og det besluttede en enig domsmandsret fredag at betegne som 'grov forsømmelse af arbejdet som polititjenestemænd'.

- Der blev især lagt vægt på, at han var prisgivet over for udefrakommende og ikke havde de rettigheder, som man har som anholdt under retsplejeloven, når man står spændt fast på den måde, siger anklager Christina Ryberg Schou.

Undervejs i sagen var der desuden uenighed om, hvorvidt den 16-årige overhovedet var blevet anholdt den pågældende nat. Men i hvert fald mente anklagemyndigheden, at han var at betragte som anholdt, når han ikke kunne komme fri.

De to politiassistenter var tiltalt efter straffelovens § 157 og kunne have risikeret fængselsstraf. Både den 39-årige kvinde og den et år ældre kollega har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke dommen. Der er også fortsat uvist, om deres arbejdsgiver stadig hedder Østjyllands Politi.