To anholdt efter vild biljagt i København

En biljagt gennem Københavns gader stoppede først, da bilen - en Ford - kørte galt.

Politiet oplyser til ekstrabladet.dk, at to mænd blev pågrebet i Hildursgade på Nørrebro, hvor bilen forulykkede i et venstresving. Forinden havde adskillige politibiler været i hælene på fartbilisten i cirka ti minutter.

- Klokken 15.42 fik vi en melding om, at en bil kørte stærkt gennem København. Vi har anholdt to mænd, efter bilen kørte galt, siger Kim Nicholsen, vagtleder ved Københavns Politi, til ekstrabladet.dk.

De anholdte er henholdsvis 22 og 23 år, oplyser vagtchefen lørdag aften ved 21.10-tiden til bt.dk. Han beretter videre, at de to mænd vil blive sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

BNB/ufjo