Et af hovedvidnerne i sagen om drabet på Anders Mark Hansen slipper for at vidne, fordi hun fortsat er kæreste med den 34-årige fhv. fængselsbetjent, der er hovedmistænkt for mordet.

Fredag fortsatte retssagen om drabet i Fællesskoven på Stevns 2. marts sidste år, hvor den 22-årige mekaniker Anders Mark Hansen blev bagbundet og dræbt. To mænd er tiltalt for drabet, og især den 34-årige TT er interessant, fordi hans tjekkiske kæreste Radka har sms’et med den dræbte 22-årige.

Motivet til det bestialske drab har op til retssagen været en gåde, men forklaringer under de første tre retsdage har kraftigt styrket det jalousi-motiv, som begyndte på rygteplan efter drabet.

Radka skulle efter planen vidne mandag, men det kommer ikke til at ske, fortalte anklager Bente Schnack fra Statsadvokaten, København, der havde modtaget et brev fra den 30-årige tjekkiske kvinde.

- Jeg læser det, som om hun ikke agter at komme. Hun opholder sig ikke i Danmark, og sådan som jeg læser det, vil hun benytte sig af retten til ikke at komme. Derudover er hun syg, fortalte Bente Schnack.

Ifølge retsplejelovens paragraf 171, så har en parts nærmeste - herunder en kæreste - ikke pligt til at vidne, men hun særlige omstændigheder kan vedkommende tvinges til det.

I retten fredag diskuterede anklager, forsvarer og dommer, hvorvidt en anholdelse skulle på tale, men da det er lovligt at være syg, og det helt lavpraktisk slet ikke er muligt for Radka at rejse hertil og være til stede på mandag, blev det fejet af bordet.

Der opstod samtidig usikkerhed om, hvor den 30-årige tjekke egentlig opholder sig. Hun er angiveligt hverken i sit hjemland Tjekkiet, eller Danmark, hvor hun boede sammen med den drabstiltalte fra 2010 og frem til drabet i 2012.
TT og Radka mødte hinanden under en ‘herretur’ til Tjekkiet, hvor Radka var tilknyttet som tolk, men tre uger før drabet rejste hun pludselig tilbage til Tjekkiet. I dag er de dog stadig - eller igen - kærester, og TT omtaler hende i retten som 'min kone'.

Senere fredag vil anklageren i stedet referere fra politiafhøringen af Radka, som fandt sted 10. april sidste år, en god måned efter drabet. Dengang blev Radka blandt andet bedt om at tage stilling til TT’s skosamling, og om den indeholdt et par Oakley-sko. Et sådan par havde nemlig sat aftryk i skovbunden i Fællesskoven på drabsdagen 2. marts 2012, men skoene er aldrig siden blevet fundet.

bt.dk følger sagen i retten i Roskilde. Den ventes at vare i alt otte retsdage, og der ventes dom 4. februar.