Et område omkring Tivoli i København er blevet afspærret, mens politiet undersøger en mistænkelig bil for mulige sprængstoffer. Omkring 4.000 gæster skønnes at være blevet evakueret fra forlystelsesparken.

En mistænkelig bil fik lørdag aften Københavns Politi til at afspærre et større område omkring Tivoli i København. Politiet frygter, at der er placeret en bombe i bilen, og hærens ammunitionsryddere er derfor blevet tilkaldt.

Vagtchef ved Københavns Politi Henrik Olesen bekræftede sent lørdag, at politiet var i området, og at en bil i Tietgensgade med en form for måler med en lader i var omdrejningspunkt for mistanken.

»Vi er ved at undersøge en bil nede i Tietgensgade, hvor der er et display i, som skifter lidt op og ned. Vi tager udgangspunkt i, at det kan være en lader og har afspærret Tietgensgade og H.C. Andersens Boulevard, mens vi afventer, at sagen bliver undersøgt nærmere,« sagde vagtchef Henrik Olesen.

Ifølge tv2.dk er der tale om en bil, der er indregistreret i Polen. Samme melding lyder fra pressechef for Tivoli Torben Plank. Han oplyste efter midnat, at gæsterne blev bedt om at forlade den gamle forlystelsespark, men at alt var foregået i god ro og orden.

»Vi vurderer, at cirka 4.000 gæster var i haven. Alt er forløbet roligt, man afventer nu undersøgelsen af den polske bil,« lød den foreløbige melding fra Torben Plank efter midnat.

Tivolis medarbejdere blev samlet på H. C. Andersen Slottet i Tivoli, og gæsterne på Nimb Hotel i Tivoli blev ikke evakueret. De fik dog besked på at holde sig indendørs og i den del af bygningen, der vender ind mod forlystelsesparken.

Politiets afspærring påvirkede lørdag aften en lang række buslinjer i København.