På næste lørdag skulle den årgang, som tre af de drabsigtede gik på, fejre, at de for 20 år siden gik ud af folkeskolen. Men nu er festen på Rosfjord strandhotel aflyst.

Det bekræfter en af kvinderne, der står bag gensynsfesten over for VG.

– I foråret er det 20 år siden,  at vi gik ud af folkeskolen og tidlig i sommer bestemte vi os for at arrangere en reunion for dem, som gik ud af 9. klasse, siger hun til VG.

Folk fra årgangen var blevet inviteret tidligere på året via Facebook, fortæller kvinden.

Blandt dem var de i dag tre 36-årige fra Lyngdal, som nu er sigtet for drabet på den dengang 20-årige Tina Jørgensen den skæbnesvangre septembernat i år 2000. Tina blev fundet i vand i et vandhul 26. oktober i 2000. Siden den nat for 15 år siden, har Tina Jørgensens mor, Torunn Austdal Rasmussen, levet med uvisheden om sin datters skæbne. Indtil der forleden skete en overraskende udvikling i sagen.

Torunn Austdal Rasmussen har uge efter uge siddet ved gravstenen og sendt tanker op til himlen, mens to spørgsmål har presset sig på. Hvem gjorde det? Og hvorfor? Nu kan Torunn Austdal Rasmussen måske endelig få de svar, hendes indre har skreget på. Svarene på, hvem der dræbte hendes datter Tina en septembernat i 2000. Og hvorfor hun skulle dø, blot 20 år gammel.

Dette foto af Tina Jørgensen stammer fra hendes kørekort og var det politiet brugte, da hun blev efterlyst. Foto: Privat/Norsk politi
Dette foto af Tina Jørgensen stammer fra hendes kørekort og var det politiet brugte, da hun blev efterlyst. Foto: Privat/Norsk politi
Vis mere

Tidligere på ugen fik norsk politi endelig et gennembrud i den gamle sag og har anholdt fire personer, fire mænd som sidder varetægtsfængslet, sigtet for drabet på Tina Jørgensen. Torsdag kom det frem, at tre af mændene gik på årgang sammen, og at alle fire sigtede kender hinanden. De er blevet sigtet for drab eller medvirken til drab, ifølge VG.

»Jeg håber, at dette er begyndelsen på enden,« lød hendes mors lettede kommentar på Facebook.

Sidste gang, Torunn Austdal Rasmussen så sin datter, var lørdag den 23. september 2000.

Tina Jørgensen stod på gårdspladsen i sin røde fleece-jakke og vinkede farvel til sin mor og stedfar. ’Hav det godt og hyg jer’ råbte hun efter dem, da deres bil trillede af sted. De skulle til bryllup. Hun havde lovet at passe hunden Wicky. I bakspejlet så de hende sætte sig på hug og klappe Wicky, så konturerne af hende blive mindre og mindre for til sidst at forsvinde helt.

Senere samme aften tog 20-årige Tina Jørgensen til privat fest i Stavanger med sin kæreste. Derfra festede de i byens natteliv, få hundrede meter fra, hvor hendes lejlighed lå. Men hun kom aldrig hjem. Kl. 01.30 natten til søndag blev Tina Jørgensen set sidste gang. I live.

Trods massive eftersøgninger af såvel politiet som hundredevis af private gik der mere end en måned, før hun ved et tilfælde blev fundet flere kilometer udenfor Stavanger. Under et kloakdæksel, indhyllet i en stor hvid håndværkersæk. Dræbt af et kraftigt slag i baghovedet. Iført det nye tøj, som hendes mor kort forinden havde købt til hende.

Politiet glemte at give besked

I et interview med det norske magasin Helse har Torunn Austdal Rasmussen fortalt, hvordan hun skreg, da hun hørte, at datteren var fundet.

I vrede og frustration over, at politiet havde glemt at ringe til hende, så hun skulle høre nyheden om datterens død i radioavisen, høre at politiets teori var, at hendes datter var blevet dræbt med en stor sten i baghovedet blot 50 meter fra sin lejlighed, høre at hendes lig derfra var blevet transporteret udenfor byen og smidt ned under kloakdækslet.

 

Knap et år stod sagen i stampe. Efterforskningen blev vanskeliggjort af, at Tina Jørgensens lig havde ligget i vand så længe.

Mange spor var blevet slettet. Og at der var gået så lang tid, før liget blev fundet, besværliggjorde også politiets arbejde. Men en dag anholdt de Tina Jørgensens kæreste og sigtede ham for drabet. Han var den sidste, der havde set hende i live. I syv uger var han varetægtsfængslet, men politiet kunne ikke bygge en sag op omkring ham, og til sidst måtte de lade sigtelsen falde.

I december 2002 henlagde statsadvokaten sagen.

Mordet på Tina Jørgensen røg over i bunken med uopklarede sager. Og dér har den stort set ligget siden. Urørt.

For et halvt år siden var der dukket tilstrækkeligt mange nye spor op i sagen, og derfor blev den genåbnet.

Præcis hvad der førte norsk politi på sporet af de fire mænd, som i denne uge er blevet sigtet, har de af hensyn til den videre efterforskning ikke ønsket at kommentere. Men alle fire er helt nye navne i den 15 år gamle mordsag, og ingen af dem har tidligere været afhørt.

Men de kendte Tina Jørgensen. En af dem var tilmed med til hendes begravelse.

»Hun havde livet foran sig, var omsorgsfuld, livlig, smilende og glad. Hun er altid i mit hjerte. Hver gang jeg er ude at rejse, tager jeg en sten med hjem, som jeg lægger på graven. Og tænker, gad vide hvor hun ville have været i dag,« har hendes mor tidligere sagt til magasinet Helse.

Sorgen over tabet vil aldrig forsvinde. Men måske kan hun nu få lidt fred i sindet.

»Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvad jeg føler lige nu,« skrev hun torsdag på Facebook.