Tvillingesøsteren til den 16-årige nordjyske pige, der er tiltalt for sammen med en 29-årig ven at have dræbt sin mor, kan vise sig at være et vigtigt vidne i retssagen.

Hun er et af de vidner, der  skal tage plads i Retten i Hjørrings retssal A, hvor hun fra vidneskranken blandt andet skal fortælle, hvordan hun opfattede, at forholdet mellem den drabstiltalte søster og moderen var.

Under tirsdagens retsmøde kom det frem at tvillingesøsteren til politiet har forklaret, at forholdet var så anstrengt, at hun valgte at flytte hjem til sin far for at komme væk fra konflikterne mellem den drabstiltalte søster og moderen.

»Jeg har hørt en udtalelse fra hende, som hun gav på politistationen, hvor hun skulle have sagt, at vi havde et dårligt forhold. Men det er ikke rigtigt. Vi skændtes ikke meget, jeg kan ikke lide konfrontationer. Jeg kan bedre lide at tale om tingene, og vi havde et godt forhold,« sagde den drabstiltalte datter, LB, da hun tirsdag afgav forklaring i Retten i Hjørring.

Følg BT's livedækning af sagen nederst i denne artikel

Den 40-årige mor til tre, Tine Rømer Holtegaard blev den 8. oktober sidste år dræbt af adskillige knivstik i sit hjem lidt uden for den nordjyske by Kvissel. Der boede hun sammen med sin mand og den nu drabstiltalte teenagedatter.

Det var datteren selv, der kort før midnat kontaktede alarmcentralen, hvor hun forklarede, at hun havde set sin mor skrige, og at hun havde set en hvid mand i haven. På optagelsen af alarmopkaldet, som er blevet afspillet under retssagen, høres det, hvordan pigen flere gange svarer bekræftende på, at hun ydede førstehjælp i et forsøg på at redde moderen. Pigen har dog selv i retten forklaret, at hun ikke befandt sig i samme rum som moderen, da hun foretog alarmopkaldet, og at hun derfor ikke gav førstehjælp.

Læs også:

Fem timer efter hun ringede til alarmcentralen, blev hun anholdt. Politiet fattede mistanke til pigen, fordi der var nogle uoverensstemmelser i pigens forklaringer. Nogle timer senere blev den 29-årige medtiltalte mand, BMA, som var en god ven af den 16-årige, ligeledes anholdt og sigtet for drabet.

Begge de tiltalte nægter sig skyldige og påstår frifindelse. De beskylder hinanden for at have dræbt Tine Rømer Holtegaard.

Onsdagens retsmøde indledes med, at den 16-årige fortsat skal afgive forklaring. Derefter skal fire vidner afhøres. Udover den 16-åriges tvillingesøster skal de første, der ankom til gerningsstedet, afgive forklaring. Også Tine Rømer Holtegaards enkemand skal en tur i vidneskranken.

Læs også:

Der forventes at blive afsagt skyldkendelse i sagen den 10. september. Såfremt de tiltalte kendes skyldige, er der strafudmåling den 14. september.

Herunder kan du følge BTs livedækning af retssagen.