Tirsdag morgen fortsætter retssagen om drabet på 40-årige Tine Rømer Holtegaard, der den 8. oktober sidste år blev dræbt i sit hjem lidt uden for den nordjyske by Kvissel. På anklagebænken sidder den dræbtes 16-årige datter, LB, der sammen med sin 29-årige mandlige ven, BMA, er tiltalt for i forening at have dræbt pigens mor.

Under dagens retsmøde får teenagepigen mulighed for at forklare, hvordan hun oplevede begivenhederne den skæbnesvangre nat i oktober. Kun to gange tidligere - i efteråret 2014 - har datteren afgivet forklaring til politiet, men hendes udtalelser er aldrig kommet til offentlighedens kendskab.

Det er dog endnu uvist, om den 16-årige overhovedet ønsker at udtale sig. Da politiet i foråret ønskede at stille yderligere spørgsmål til pigen, meddelte hun gennem sin advokat, at hun ikke ville svare på noget.

Mandag blev den medtiltalte 29-årige afhørt, og han udpegede den 16-årige som Tine Rømer Holtegaards morder. Han har dog tidligere tilstået, at han under tilskyndelse af pigen selv tildelte den dræbte de dræbende knivstik, men trak senere tilståelsen tilbage.

Under sin forklaring i retten sagde BMA mandag, at han havde tilstået, fordi han var bange for den 16-årige pige.

»Hun kender nogle arabiske bander, og jeg var bange for, at hvis jeg fortalte sandheden, så ville hun få mig slået ihjel,« forklarede han.

»Hvorfor fortæller du så sandheden i dag?« spurgte anklager Karina Skou.

»Jeg kan ikke klare mere. Min samvittighed kan ikke klare mere,« sagde BMA og svarede tydeligt nej, da anklager Karina Skou spurgte, om ikke han selv havde stukket den dræbte.

Tirsdagens retsmøde indledes med, at den 29-årige skal svare på de sidste spørgsmål fra anklager og forsvarere. Derefter vil den 16-årige drabstiltalte datter få mulighed for at komme med sin forklaring.

Følg BT's livedækning af retssagen herunder: